- men Odinsgaard har mange år på bagen som bosted. Odinsgaard blev bygget under det daværende Sønderjyllands Amt i 1982 og har siden fungeret som bosted for voksne med handicap. 1 december 2024 overgik Odinsgaard til selveje og Den selvejende institution Odinsgaard er nu ansvarlig for driften.
Bestyrelsens vision for udviklingen af Odinsgaard er at skabe et bosted, som ikke blot sikrer beboernes basale behov, men som aktivt understøtter den enkeltes personlige udvikling, selvstændighed og livskvalitet. Vi ønsker, at Odinsgaard skal være et sted hvor beboerne oplever at blive set og hørt, og hvor deres ønsker og behov bliver respekteret og tilgodeset. Vi ønsker, at Odinsgaard skal være et sted, hvor beboere og pårørende såvel som medarbejdere trives og udvikler sig i et sundt og inkluderende miljø.
Vores mål er at skabe en institution, hvor menneskelighed, værdighed og inklusion er nøgleord, og hvor beboerne får mulighed for at leve et så normalt og uafhængigt liv som muligt på trods af deres udfordringer. Det betyder blandt andet, at vi vil arbejde med en tilgang, hvor vi ser beboerne som individer med ressourcer og potentiale frem for som personer med begrænsninger.
Derfor er det afgørende, at vi på Odinsgaard ikke kun ser på de umiddelbare behov for pleje og omsorg men også arbejder med langsigtede mål om at styrke beboernes evne til at klare sig selv i så stor udstrækning som muligt. Det betyder, at vi vil have fokus på såvel at vedligeholde eksisterende færdigheder og at udvikle nye, samt på at skabe meningsfulde aktiviteter og styrke sociale relationer.
Kompetente medarbejdere med et højt fagligt niveau er helt afgørende for, at vi får indfriet vores ambitioner. Derfor har vi fokus på at styrke det faglige niveau gennem kontinuerlig efteruddannelse og introduktion af nye metoder inden for pædagogik og psykosocial støtte. Vi arbejder med en helhedsorienteret tilgang, hvor sundhed, trivsel, sociale færdigheder og livskvalitet er omdrejningspunktet.
Velfærdsteknologi spiller en vigtig rolle i at understøtte både beboernes selvstændighed og personalets arbejde, og vi arbejder derfor løbende med at integrere nye, digitale og velfærdsteknologiske løsninger, som kan optimere kommunikationen med og omkring beboerne og styrke beboernes individuelle udviklingsmuligheder.
Relationer med pårørende og netværk spiller en central rolle i beboernes trivsel, og derfor er det en vigtig opgave på Odinsgaard at inddrage pårørende og etablere samarbejder, så pårørende kan blive en aktiv del af beboernes liv på en måde, der styrker relationerne og støtter den enkelte beboers udvikling.
Pårørende er vigtige, ikke bare for den enkelte beboer, men også for os på Odinsgaard. Vores vision er, at alle pårørende ofte kommer på Odinsgaard, ikke på grund af bekymring, men på grund af lyst. Lyst til både at være en del af beboernes liv og til at være en del af fællesskabet.
Den selvejende institution Odinsgaard blev etableret, efter at Odinsgaard som kommunalt bosted gennem mange år havde været kriseramt.
I bestyrelsen ved vi, at vi på det bagtæppe står med en meget stor genopretningsopgave, og at den kommer til at tage tid.
Den selvejende institution Odinsgaard skal være et af Danmarks bedste bosteder for voksne med handicap.
Et bosted, som både beboere, pårørende og medarbejdere aktivt søger hen til, uanset hvor i landet de kommer fra.
Vi har 31 lejligheder, der ligger fordelt i syv huse med fællesområde og fire til seks lejligheder i hver. Alle lejligheder er toværelses med store badeværelser, og alt er indrettet, så der mulighed for hjælpemidler. Herudover har vi en selvstændig bolig til en beboer.
Haven mellem husene er stor og indrettet med fokus på sanseoplevelser. Vi har bede med duftende blomster og buske, æble-, pære- og blommetræer, springvand, bålhytte og en stor trampolin.
Vi ligger i et grønt område i udkanten af Vojens, hvor et stisystem fører direkte ind til centrum af byen. Der er to minutters gang til nærmeste stoppested, og flere indkøbsmuligheder ligger kun 10 minutter væk.